Dramatisk kæntring i "Hullet"

Opdateret 19. oktober 2020

Af Linda Gjøe

Onsdag den 30. september var Ole Olesen, Benny Nielsen og jeg sat sammen til dagens rotur.

Vi skulle ro i en toer og fik tildels ”Lotte”, som vi lidt uheldige med. Da vi satte den i vandet tog den vand ind efter få rotag, så vi vendte straks skuden og hev den op igen.

Vi skyndte os ind og tog en anden toer, men da vi trak den ned til bådebroen opdagede vi, at en af gjordene på bådvognen var knækket.

Nå, vi satte den i vandet og var enige om, at nu var der ikke flere ulykker, der kunne ramme os, og vi havde da også en dejlig tur i sol og medvind til motorbådsklubben.

Da vi skulle hjem igen, var der noget modvind, men Benny, der var styrmand syntes, at Ole og jeg trak så godt, at han så sit snit til at overhale en båd indenom lige inden ”Hullet”, så vi var først inde.

Benny beordrede ”årene langs” og vi smed og ned i båden med det resultat, at Ole trillede af sædet og over i min side af båden så den tippede rundt, og vi havnede alle i baljen, heldigvis ikke med båden over os.

Heldigvis kan man bunde i ”hullet”, men man “gror” hurtigt fast i den sumpede bund, så vi steppede rundt og fik vendt båden, trukket den ud af Hullet så den sidste båd kunne komme igennem, mens vi med øsen og svampen kæmpede med at tømme båden og indfange alle de løse genstande, der flød rundt i vandet.

Det lykkedes til sidst og vi satte kursen hjemad, noget våde og beskidte og alle tre med vores briller i behold og forhåbentlig overlevede Bennys iphone også turen i bølgerne.

Del siden