Øresunds Ældreroeres 10 års jubilæumsfest

2 "venner" mødes og sød musik opstår
Hovedbordet med formand, Vilhelm, Hanne og Lis Yndgaard
Bent har fortalt Ulla en historie. Hun smiler men forstod den ikke
Rochefen hilser på den nye "kanin" Joanna
Mor og søn. Freddy og Ruth
Webredaktøren holder festtalen

Webredaktøren holder festtalen

Opdateret 15. juli 2017

Tekst og foto: Mogens Voigts

Onsdag den 12. juni 2017 kunne Øresunds Ældreroere fejre deres 10 års jubilæum med en stor jubilæumsfest i Roklubben Øresunds festlokale.

52 festklædte medlemmer og gæster mødte op til festligt pyntede borde, og der var vanen tro lagt op til en festlig og fornøjelig dag.

Blandt gæsterne var formanden for Roklubben Øresund, Hanne Vinther, og ældreroernes sponsor, Lis Yndgaard, der beærede ældreroerne med sin deltagelse.

Festen startede med velkomst i gården, der i dagens anledning var overdækket, hvilket viste sig som en god idé, idet regnen faldt i perioder.
Formand, Vilhelm Jensen bød velkommen med et glas champagne, altså et til hver, og der blev optaget fællesfoto af alle deltagerne således, at man kunne dokumentere, at man havde været med.

Festudvalget med Ulla Lundsteen i spidsen havde udtænkt flere gåder for deltagerne således, at de både skulle tænke sig om, og finde deres pladser ved bordene.
Nogen ventede med at sætte sig, indtil næsten alle havde sat sig, for så måtte de ledige pladser være der, hvor man skulle sidde.

Efter en velsmagende forret, holdt formanden for Roklubben Øresund, Hanne Vinther en tale, hvor hun ønskede Øresund Ældreroere tillykke med jubilæet, ligesom hun forklarede grunden til, at man for 10 år siden stiftede Øresund Ældreroere.

Herefter skulle webredaktøren holde festtalen, hvilket han gjorde efter bedste evne.

Så skulle der synges. ”Nogen” havde vist glemt at hidkalde den normale musikant, Finn Andersen, men Benny Nielsen havde velvilligt påtaget sig at slå rytmerne an på sin harmonika, hvilket han klarede fremragende.

Benny havde også komponeret 2 sange, som rigtigt faldt i deltagernes smag, og alle ”skrålede” med så godt de kunne.

Hovedretten bestod af helstegt pattegris, der var anbragt på grill i gården således, at alle gæsterne kunne følge med i, når den til dagen hidkaldte slagter, forberedte ”svinet”.

Den smagte rigtigt godt, og der var rigeligt af mad, selvom flere af deltagerne tog for sig af retterne både 4- og 5 gange.

Igen blev der sunget til Benny´s harmonikaspil og på et tidspunkt bød Lena Juhl formand Vilhelm op til dans, og ikke et øje var tørt.

Desserten blev serveret, og støjniveauet steg og steg, men alle så ud til at more sig, og festen endte som den plejer.
Flere hjalp med at rydde op, deltagerne ”sivede” lige så stille hjem, og alle havde haft en dejlig dag.

Stor tak til festudvalget, madlavningsholdet og musikanten. Uden Jeres frivillige deltagelse ingen fest, og det håber alle naturligvis fortsætter også til næste og næste fest igen.

Se flere foto herunder:

Formændene, Vilhelm og Hanne
Bjarne havde fødselsdag på dagen. Her omgivet af sine fans
Sekretær, Bjarne og fru Hanne
Om Kurt morer sig? Døm selv
Og dansen gik

Del siden