Opdateret 13. august 2015

Begivenhedsrig rotur til Saltholm

Tekst og foto: Mogens Voigts

Onsdag den 12. august var dagen, hvor madpakketuren til Saltholm var planlagt, men desværre artede vejret sig ikke helt som vi havde håbet.

Ved indskrivningen hos rochefen var der 16 medlemmer, der meldte sig til turen til Saltholm, og de blev fordelt på 2-4ére og 2-2ére.

Rochefen havde i samråd med den tidligere rochef rådført sig om det var forsvarligt at ro til Saltholm, vejrudsigten taget i betragtning, og begge var enige om, at det var OK med den forventede vind fra nord/vest, der ville aftage i løbet af dagen og senere med opklaring med sol.

Rochefen bestemte, at den første 2ér der blev sendt af sted, skulle være ”førerbåden” som de andre skulle følge således, at det var en erfaren styrmand, der kunne styre uden om stenene på det flade vand ved Saltholm, og vi skulle vente på hinanden således, at der var flest mulige til at løfte bådene over stenene og ind på sandstranden på Saltholm.

Således blev første 2ér sendt af sted med Finn Hansen som styrmand og med Bjarne West og Kurt Hiervagen som gaster.

Jeg selv kom ud i en 4ér med erfarne Lena Juhl som styrmand, Karen Nielsen som 1ér, Hanne Kierkegaard som 2ér, jeg selv som 3ér og Pelle Jandrup som stroke.

Vi kom fint ud af havnen og satte kursen efter den førende båd men kunne hurtigt konstatere, at søen var lidt urolig, og vi havde nogen modvind på vej mod Saltholm.

Af sted gik det det med gode åretag, og snart indhentede vi den førende 2ér og blev enige om, at vi ville prøve at ro ind i havnen på Saltholm for at se hvordan den så sig ud efter der var foretaget nogle forbedringer for de besøgende både.

Vi spejdede forgæves efter de 2 sidste både, men enten var de forsinkede, eller også havde de valgt ikke at tage turen til Saltholm.
Det skulle senere vise sig, at nogle i bådene ikke havde været helt trygge ved roturen til Saltholm, hvorfor man i bådene var enige om at ro til Motorbådsklubben for at nyde den medbragte madpakke.
En OK beslutning for der skal være enighed om en sådan tur.

Vi stred noget af sted mod Saltholm, men båden gled fint, og Lena underholdt undervejs med sine mange oplevelser som roer i mange år og andre måder at færdes i vandet på, både som vinterbader og som sejler.

Der er godt nok langt til Saltholm, når vinden er imod, og vi skulle da også bruge 1½ time før vi nærmede os havnen, som Lena kyndigt ledte os ind i.

Det var overraskende at se, hvordan den faldefærdige havn var blevet omdannet til en noget mere besøgsvenlig havn.
Der var kommet helt nyt kajanlæg hele vejen rundt, og det havde en højde så det var forholdsvis nemt at komme komme fra borde, ja nogen kom nemmere fra borde end andre, som de vedhæftede foto klart beviser.

Efter 10 minutters tid ankom Finn og hans besætning og vi gjorde os klar til den lange fodtur, ca. 300 meter, til fodringspladsen, hvor den medbragte mad skulle indtages.

Inden vi forlod havnen konstaterede vi den anden nyskabelse i havnen. Det koster kr. 100- pr. anløben båd at lægge til i havnen, og der var ikke nævnt noget om størrelse.
Der kunne betales med Mobilpay eller kontant i en lille kuvert, og heldigvis havde Kurt 200 kr. med, således at vi kunne indtage vores madpakker med god samvittighed.

Det vil sige, at hvis man i fremtiden skal besøge Saltholm, og ikke vil have våde fødder, slæbe robåde ind på stranden med risiko for skader på bådene, skal man blot medbringe kr. 100 pr. båd, altså en flad 20ér for roerne i en 4ér.
Det er vist værd at overveje.

Katastrofen
Vel bænket omkring de opstillede borde og bænke det sædvanlige sted indtraf en mindre krisetilstand.
Vi åbnede alle vores madpakker, men Hanne kunne skuffet fortælle, at hun ingen mad havde, da Alex, som også skulle have været med til Saltholm, havde hendes madpakke i sin taske, og nu var han der ikke.

Nu kunne vi vælge lige at ro tilbage efter Hannes madpakke, eller se om vi kunne undvære noget af vores egne madpakker, og igen trådte Lena i karakter og delte straks sin spinatæggekage med Hanne og der faldt igen ro over forsamlingen.

Efter spisningen så vi os lidt om. Det tidligere museum havde helt mistet sit tag og halvdelen af væggene, så der var ikke noget at sige til, at der på døren stod, at museet var lukket.
Den gamle kro, i hvis have vi indtog vores madpakker, ligner efterhånden også en ruin, og kun fuglene syntes at finde behag i bygningerne.

Ellers lignede omgivelserne sig selv, og vi begyndte at gå tilbage til bådene for at begynde hjemturen.

I havnen blev vi kontaktet af en ung mand, der netop var kommet til øen i sin motorbåd. Han spurgte bekymret, om vi skulle ro til Sjælland i de der 2 små både.
Han syntes selv, at bølgerne var lidt høje, og selvom hans båd var noget større end vores, syntes han alligevel, at hans båd gyngede noget.

Lena stak fingeren i vejret, kiggede ud over vandet og konstaterede, at vinden nu var med os, og lod vi vind og strøm tage bådene, endte vi nok i Dragør, men vi kunne jo bare dreje af, når vi nåede til Drogden Fyr.

Således beroliget stak vi til søs. Hanne havde byttet med Karen, der var blevet noget våd på udvejen som 1ér og nu frøs hun lidt.

Heldigvis var der tørt og varmt tøj i Hannes vadsæk og Karen fik hurtigt varmen igen efter roningen kom i gang igen.

Tju hej hvor hjemturen gik. Der var nogle dønninger, som Lena erfarent gik op imod, og vi krydsede kun lidt på hjemturen, der gik betragteligt hurtigere end udturen. Kun lidt over 1 time brugte vi på hjemturen.

2éren, nu med Bjarne som styrmand valgte at gå lige på Sjælland, og på et tidspunkt troede vi, at de lige ville forbi Motorbådsklubben inden de roede hjemad, men de valgte den lige vej for så at få rygvind resten af vejen hjem.

Selvom de roede ud af havnen først, var vi alligevel hjemme i havnen længe før Bjarne og hans besætning kom i havn.

Tak for en god tur til Saltholm og især tak til Lena for hendes rolige væsen. Ingen panik, stor ro i båden og selvom søen var lidt urolig var der aldrig tale om, at vi fortrød at ro turen til Saltholm.