Roklubben Øresund og Øresunds Ældreroere

Opdateret 10. januar 2021

Af Elsebeth Wehage, formand for Øresunds Ældreroere og Hanne Vinther, formand for Roklubben Øresund

Sommer rosæsonen kom sent i gang pga. af Covid19, og i 2020 har vi roet 8.000 kilometer – eller 35% -mindre end sidste år.
Da forsamlingsforbuddet blev hævet til 10 personer, fik vi dannet nogle faste rohold, så alle dem, der gerne ville på vandet, kom på hold.

Noget af et puslespil, hvor der skulle tages hensyn til, hvor tit og hvor langt man ville ro.
Først da forsamlingsforbuddet blev hævet til 50 personer kunne vi genoptage vores fælles roning, hvor man bare møder op og bliver sat på hold.

Mht. hygiejne har vi vasket og plasket med sæbevand. Efter roning skal alle bådens flader (og der er mange) vaskes af. Håndtagene på årerne skal renses grundigt, og alt tovværk skal skylles.
Klubhuset er en skilteskov med Corona regler om hvor mange, man må opholde sig hvor, regler for hygiejne på toiletter og baderum, etc.

For bestyrelserne har der ligget en stor opgave i at formidle de løbende ændringer til medlemmerne. Vi skal jo følge Regeringens, Tårnby Kommunes, DIFs og Roforbundets retningslinjer. Og er det nu et påbud? Eller blot en anbefaling?
Og her skal bestyrelserne være hurtig på tasterne og komme med reglerne for netop vores klub, inden medlemmerne falder over hinanden på de sociale medier med spørgsmål til dit og dat. 

Og så har vi i et væk planlagt og aflyst arrangementer, hvilket også har tæret på kræfterne.

Heldigvis blev forsamlingsforbuddet hævet til 100 personer to dage inden Roklubben Øresunds 90 års. jubilæum, så vi kunne holde en festlig reception med servering af mad i portionsanretninger.

Det vi virkelig savner, er vores sociale arrangementer med fælles spisning, kaffebord og fester. Vi plejer jo at se hinanden mindst en gang om ugen året rundt og få snakket. Vi er jo som en familie. 

Men netop fordi vi har et godt fællesskab, er der ingen, der melder sig ud af klubben pga. dette Corona bump på vejen. Til gengæld har Corona gjort, at vi ikke har fået ret mange nye medlemmer i år.

Nu glæder vi os til, at vi skal døbe en smuk ny 4-årers inrigger i træ til standerhejsningen, og så håber vi på en solrig og vindstille sommer, så vi kan nyde mange roture på Øresund.
Og så håber vi naturligvis, at vi får mange nye medlemmer, når vi åbner for rokursus til maj.