Julefrokost 2017

Flotte pyntede juleborde

Flotte pyntede juleborde

Mon Elsebeth og Ole morede sig? Døm selv

Mon Elsebeth og Ole morede sig? Døm selv

Opdateret 7. december 2017

Hvem ka??  Øresunds Ældreroere ka – nemlig feste og hygge sig hver gang muligheden byder sig

Tekst og foto: Mogens Voigts, webredaktør

Onsdag den 6. december blændede festudvalget op til endnu en julefrokost, hvor de over 50 deltagere blev budt velkomne med flotte dækkede juleborde med kunstfærdige udformede servietter, der lignede juletræer, gran og lys, så der var lagt op til endnu en festlig eftermiddag/aften.

Det at finde sin plads ved de forskellige borde var ikke uden problemer, da festudvalget på snedig vis havde udviklet en lille leg, der gik ud på, at forskellige julefigurer var blevet delt i 2, og damerne og herrerne skulle så med deres halvdel finde ud af, på hvilket bord den anden halvdel lå, og fandt man den, var det altså der man skulle sidde.

Efter 1½ time havde alle så fundet deres plads, og med den vandring rundt om bordene for at finde sin plads, meldte sulten sig også hos festdeltagerne.

Medens man fandt sin plads ved bordene spillede Finn stille og rolig musik, hvilket han fortsatte med, afbrudt af korte pauser, resten af eftermiddagen.
Stor tak til ham.

Da alle nu var på plads kom sildene på bordene, altså dem der svømmer i havet, snapsen blev budt rundt, og der blev skålet medens man kunne læse om de opgaver, de forskellige borde var blevet tildelt.

Vores bord skulle fx bære tallerkner ud og vaske dem op efter hovedretten.
Det klarede vi fint, og en god idé at alle gæsterne bliver sat i arbejde i løbet af dagen.

Der blev sunget en enkelt sang inden Ninna tog ordet og forklarede, at nu skulle herrerne og damerne synge hver for sig, når vi nu havde lært teksten.

Som Ninna sagde. Vi går i gang allerede nu, inden det hele ”går op i hat og briller” som om det nogen gange er sket.

Nå, vi gik i gang, og lad det være sagt med det samme. Godt sangen ikke blev optaget og udsendt nogen steder, for så havde vi sikkert fået forbud mod at holde fest igen.

Så kom de forskellige retter på fællesbordet, som mange af medlemmerne havde lavet, og alt smagte rigtigt godt hvilket gav sig udtryk i, at rigtig mange var ved buffeten flere gange.

Så blev der skålet, sunget og skålet igen, og stemningen steg og glade røster hørtes overalt i klublokalet.

Pludselig rejse Benny sig op, fandt sin harmonika frem, delte sange ud og sagde, at nu skulle vi synge en sang, han selv havde digtet.

Den var god, rigtig god, lidt melankolsk og rørende, ja så rørende, at Bodil ved mit bord kneb en lille tåre, og klapsalverne ville ingen ende tage, da sangen var sunget.

Ikke uden grund blev sangen igen sunget lidt senere på dagen, og Benny skal havde stor ros for den. Bare man havde de talenter, både at kunne digte og spille harmonika, selvom man har fået nogle snapse.

Så kom risalamanden på bordet. 3 skåle lavet af 3 forskellige medlemmer, men med en mandel i hver. Det smagte rigtigt godt.

Hvis man skulle tro, at medlemmerne var ligeglade med om der var mandler i risalamanden kunne man godt tro om igen. Der blev ledt og ledt i skålene inden man tog sin portion, og der var ikke så meget som et enkelt ris korn tilbage i skålene, men alligevel var der kun en enkelt der meldte, at han havde fundet en mandel.

Så meddelte Adda, at de 2 resterende gaver ville gå videre til næste år, men så vågnede 2 medlemmer op og proklamerede, at de skam også havde fundet en mandel, men det var så længe siden, at de havde glemt det.

Kaffen og chokolade kom på bordet, og der begyndte at komme lidt opbrudsstemning. Enkelte forsøgte at snige sig ud af lokalet, men igen var Adda vågen, og kaffeskålen kom rundt således, at alle sædvanen tro kunne lægge den obligatoriske 5 kr. i skålen

Ud over den 2 cent Euro som var i skålen ved optællingen var det også mærkeligt, at den samlede sum endte på 217 kroner. Hvordan kan det gå til, når/hvis alle har betalt 5 kr. Nå, det skyldes sikkert den lave belysning.

Efterhånden brød man op. Bordene blev stillet på plads, der blev ryddet op, opvasken blev taget og alle, næsten, hjalp til og alle havde haft en fornøjelig dag.

Tak til alle Jer, som stod for arrangementet, uden Jer ingen fester.

Se slideshow herunder, der ikke kræver nogen tekst for at se, at man har moret sig.

Seneste kommentarer

09.11 | 14:14

Tak til fødselarerne og alle deltagere for en sprudlende festlig fejring!

Grisefest på Mallorca kan godt lægge sig. Hyldestsang fra fødselarerne/Benny og gang i 80’ musik og dans all over

Del siden