Høstfest 2015

Festudvalget ved Nina, Ruth og Inger-Lise flankeret af musikeren, Finn Andersen

Finn gjorde det rigtigt godt

Der synges igennem

Johnny var overrasket over at jeg opdagede, at han sang med

Formand, Vilhelm tog en "morfar" under sangen

Ulla forklarede Jørn, at det ikke var rigtigt, at hun i dagens roning havde styret helt ud til Saltholm, inden de stakkels roere kunne komme hjem igen

Og nu skal de se, Annette forklarede Ole, det var en stor klaptorsk jeg fangede. Annette var tydeligt imponeret

Lena var glad for, at Vilhelm var vågnet igen

Kælen. Freddy sidder i baggrunden med sine venner

Lis takkede festudvalget for en rigtig god dag.

Ebbe fortalte historie fra sine unge dage

Og så gik dansen

Søde ser de ud de 2 unge mennesker

Kurt så ud til at være ked af, at ingen af pigerne havde budt ham op til dans

Nu kan du vist godt overveje at tage hjem synes Betty at sige til Jørn

Glade festdeltagere

Peter har fortalt en vittighed til Anni

Oprettet 3. september 2015

Høstfest med sang, musik og dans som i de gode gamle dage

Tekst og foto: Mogens Voigts

Onsdag den 2. september 2015 inviterede festudvalget på Høstfest i roklubbens festlokaler.
Festen var døbt om til høstfest i mangel på kaniner, sælhunde og andet der kunne smides i vandet, men fest skal der være, så derfor høstfest.

Medens 19 medlemmer tog en tur i bådene til hullet og retur i lidt hård vind, dækkede festudvalget op til den store fest.

Som noget nyt havde festudvalget hyret en musiker, i form af Finn Andersen, der skulle afprøve sig nye keyboard i en større forsamling. Og lad det være sagt med det samme.

Det gjorde han rigtigt godt, og der var gang i den lige fra starten, så festudvalget har besluttet at hyre Finn til julefrokosten til samme hyre som til dagens engagement, og Finn har sagt ja og går nu hjem og øver julesange.

Medlemmerne fandt deres pladser, festudvalget bød velkommen og så var der serveret.
Forretten var jeg ikke helt sikker på hvad var, da der ikke rigtig var nogen introduktion af maden, men den smagte godt og den lovede vin af det gode mærke, ad libitum var allerede skænket i glassene.

Efter forretten spillede Finn op til den første sang og det var tydeligt, at den kendte de fleste vist, for der blev skrålet godt med hele vejen igennem.

Hovedretten kom på bordet, bestående af mange slags kød, kartofler, salater og andet godt, og der blev gået til vaflerne, eller i hvert fald maden.

Igen blev der sunget og stemningen steg til uanede højder, da Ebbe stod op og fortalte en historie fra den gang, han sin unge polititid gik patrulje i Nyhavn. Ikke et øje var tørt og der blev skålet hele vejen rundt.

Maden var spist og så skete der noget af en revolution. Anretterbordet blev flyttet ud til siden, og der blev annonceret, at dansegulvet var åbent??

Det har jeg aldrig oplevet i min korte tid i klubben, men det var tydeligt at se, at pigerne med drømmende øjne tænkte tilbage på deres tid i HIT-House, Københavnerkroen, Den Røde Pimpernel og Exalon og de sprang op, og på bedste enkebal maner fra Damhuskroen, bød de herrerne op til dans til tonerne fra Finns hammondorgel.

Der var gang i den og det varede ved og man skulle ikke tro, at de dansende for længst have passeret de 60 – 70 og 80 år.

Det var helt vildt men samtidig en understregning af, at det sgu godt kan betale sig at ro og holde sig i form.

Men alting får en ende, især når ad libitum ikke længere er aktuel, og der kom efterhånden opbrud, oprydning og farvel og tak for en rigtig god dag, og naturligvis en stor tak til festudvalget og Finn for en rigtig festlig dag.
Der er genvalg over hele linjen.