Julefrokost 2014

Af Mogens Voigts
Foto: Jytte Holm og Mogens Voigts

Det var en blæsende og våd onsdag, da Øresund Ældroere kaldte til den årlige julefrokost.

Bordplaceringsholdet var mødt talstærkt frem og mange planer blev drøftet om, hvordan bordene skulle placeres for at få plads til de næsten 60 medlemmer, som havde meldt deres ankomst.
Man blev dog enige om placeringen og hurtigt blev bordplaceringsholdet færdige således, at der kunne blive plads til borddækningsholdet.

Imedens havde madholdet indtaget deres pladser i køkkenet, og snart summede hele roklubben af forberedelser til den store tilbagevendende årlige julefrokost, som alle medlemmerne havde set frem til.

Tiden nærmede sig til det store brag og flere og flere af medlemmerne indfandt sig i lokalerne.

Nogen fik tid til en tur i romaskinerne og andre samlede sig i ”hyggekrogen” hvor gamle minder blev opfrisket medens de første pils blev hældt indenbords.

Da klokken nærmede sig 12.00 stod alle de fremmødte pænt ved siden af bordene, medens festudvalget uddelte halve kort der skulle markere, hvor man skulle sidde.

Og så opstod det store virvar. Hvem har set en halv spar konge og hvem ved hvor den halve klør 9 befinder sig, lød spørgsmålene rundt om i det nu festligt oppyntede julefrokost lokale.

Alle fandt dog i løbet af 20 minutter på plads og formand, Vilhelm Jensen bød velkommen ligesom festudvalget ved Lisa Larsen kunne fortælle om dagens menu.

Medens medlemmerne fandt sig tilrette på deres pladser, var der musikalsk underholdning ved Finn Andersen, der på sin harmonika slog julens toner an.

De 2 heldige mandelgavevindere
Og så gik den vilde julefrokost jagt eller i gang. Der blev hurtigt sagt skål i snaps og i løbet af 4½ minut summede salen af snak og latter hvilket underbyggede, at medlemmerne vist havde det godt i hinandens selskab.

Sange blev delt rundt og der blev skrålet i vilden sky til tonerne af Finn´s harmonika og en historie blev da også fortalt af Ulla Lundsteen, der dårligt kunne få den fortalt grundet hendes egen grin.
Der var vist noget i teksten om det lille grantræ, som mindede hende om noget?

Risalamande blev der naturligvis også serveret og alle ledte febrilsk efter mandlen og et utal af medlemmerne kunne højlydt berette, at de var kommet til at sluge mandlen eller havde bidt den over, men kun 2 mandler blev godkendt, nemlig hos Allan Elgaard og Peer Jensen, der begge fik en opbevaringsbeholder til en 3 liters papvin med roklubbens logo på. Helle for at komme ud at ro med én af dem til næste sæson.

Maden var fin, musikken var fin, sangene var fine, stemningen var overordentlig fin så det er vel ikke så underligt, at julefrokosten hos ælderoerne igen var en stor succes.

Det bar resten af dagen også præg og morsomt var det at se, at først blev der sendt ”stafetter” rundt til de forskellige borde for at se, om der mon var noget tilbage i nogle af snapsflaskerne og senere efter kaffen fandt medlemmerne sammen i grupper og hyggede sig i hinandens selskab.

Alt i alt er der kun tilbage at sige en stor tak til festudvalget for en rigtig god julefrokost, men også til de, der hjemmefra havde lavet forskellige slags julemad til medlemmerne.
Det skulle ikke undre, om der bliver en julefrokost igen til næste år.

Efterskrift
Kunne årets så i øvrigt slutte af på en bedre måde end, at sidste onsdag inden jul blev der dækket op til gløgg og æbleskiver og igen dukkede hovedparten af medlemmerne frem til denne sidste officielle mødedag i det herrens år 2014.

Glædelig jul og et rigtigt godt nytår skal der lyde til alle klubbens medlemmer.